+4530263386 info@newtonfitness.dk
hobrovikingslogo

Artikel i Fjordavisen om samarbejde med Hobro Vikings

Af Klaus Hansen

Et nyt samarbejde er indgået mellem to lokale aktører i Hobro. Hobro Vikings der er E-sports forening og Newton Fitness, der med et nyt kølle-træningskoncept arbejder med mobilitet, stabilitet og styrke. Begge aktører holder til dagligt til i Hobro Idrætscenter.

De unge skal ikke bare spille computer – de skal også dyrke fysisk motion


Sådan var tilgangen hos formand for Hobro Vikings Brian Svanholm, og sådan er den sikkert også hos mange andre forældre til børn og unge, der bruger timevis på værelset med nedrullede gardiner kun lyst op af lysglimt fra skærmen.

Jeg er selv far til to unge, der dyrker E-sport og den første tanke med samarbejdet med Newton Fitness var at skabe mere bevægelse ind i træningen, fortæller formand for Hobro Vikings Brian Svanholm og fortsætter, men det viser sig at træningen med køllerne kan så meget mere. For det første syntes spillerne at træningen er sjov, og derefter kan vi ydermere se tydelige resultater i forhold til ømme skuldre, nakke og spændinger i armene – Det er kommet noget bag på os, at træningen har en så stor styrkende og forebyggende effekt.

Den skadeforebyggende effekt og aftagende ømme skuldre og nakke kommer dog ikke bag på Jakob Olsen fra Newton Fitness.

Tydelige fremskridt efter blot 4 uger


– Vi har trænet 4 gange med drengene fra E-sport foreningen Hobro Vikings i Hobro, og der er tydelige tegn på fremskridt. Træning med køllerne træner de små muskler omkring ledene i håndled, albue og skuldre samt nakke, det styrker dermed spillerens muskulatur, og de kan udholde og konsentrere sig i spillet i længere tid, fortæller Jakob Olsen og fortsætter, træningen er fleksibel og kan udføres af den enkelte spiller eller som hold. Under træningerne er der altid naturlige pauser, og disse kan man så bruge på at træne med køllerne og dermed udnytte ventetiden med fysisk træning. Vi samler også spillerne til en ugentlig fællestræning, men hele konceptet med Newton Fitness og træning med vores køller er, at den enkelte udøver med et par køller og tilgang til vores mange video kan selv-træne og dermed fokusere helt konkret på specifikke øvelser.

Spil computer i en E-sports forening


Hobro Vikings har op mod 60 medlemmer, hvoraf hovedvægten er drenge i alderen 12-18 år. Hobro Vikings har klublokale i Hobro Idrætscenter, hvor træning og seriøsitet bindes sammen med socialt samvær og kammeratskab.

Jeg håber, at der er endnu flere forældre, som vil sende deres børn og unge i en klub for at spille computer. Alt for mange sidder alene hjemme på værelserne og med vores nyeste tiltag med dette samarbejde med Newton Fitness, tænker jeg, at der er endnu et godt argument for at “skubbe” sit barn ned i klubben. Vi har en god forening i Hobro, hvor det ikke alene handler om at spille computer, men også i høj grad om at være ung og om at være med i et fællesskab, slutter Brian Svanholm.